Her på sitet kan du læse om symptomer, den hormonelle overgang, årsager/sammenhænge, kost, kosttilskud, tips m.m. Her finder du også et skema, som kan være nyttigt til at holde styr på generne.
Nogle kvinder kan opleve de mærkeligste symptomer 5 – 10 år før menstruationen ophører og overgangsalderen derefter indtræder. Lige fra angst, udbrændthed, svimmelhed, stress, smerter, træthed, hovedpine m.m. Ikke alle har hedeture, som jo er det mest kendte symptom.
Der kan være tale om symptomer, som man normalt ikke forbinder med overgangsalderen og som man ikke er forberedt på, eller kan få nogen særlig hjælp til.
Perioden op til overgangsalderen kaldes peri-menopausen og mange kvinder føler sig overladt til sig selv. Den periode kan være slem og præget af, at østrogen svinger op og ned, mens progesteronniveauet allerede er blevet lavt på grund af manglende ægløsning.
Ubalancerne bliver f.eks. forværret, hvis man har en sløv østrogenafgiftning, forstoppelse, stressende livsstil og en uhensigtsmæssig kost.
Det er naturligvis vigtigt at søge læge, hvis man får symptomer. Mange af denne alders symptomer kan stamme fra andre ting. Det kan være en sovepude at feje al dårligdom i denne livsfase ind under det gulvtæppe, der hedder klimakteriet. Men hormonelle ubalancer kan føles ganske voldsomme og så kan det virke provokerende at læse i dameblade, at man skal tage overgangsalderen med et smil. Det kan de kvinder ikke, der er nede at bide i gulvtæppet.
Bed om at blive grundigt undersøgt hos lægen og naturligvis få tjekket hormonerne, men det er også klogt at få taget flere prøver, hvis du har mange symptomer i din overgangsalder.
"Charlotte Lillegaard Petersen var min redningskvinde, da jeg blev væltet omkuld af en kombination af stress og overgangsalder."
Du kan holde styr på dine symptomer og sammenhænge. Får du det dårligere, når du har menstruation? Hjælper det at hvile? At dyrke motion? Brug skemaet til at få et overblik.